Forside 1

Juleferie på arkivet

Sidste åbningsdag på arkivet er tirsdag d. 19. december.

Første åbningsdag i 2018 er tirsdag d. 9. januar.

God jul og godt nytår!

Solbjerg-bøgerne bd.1-4 er en oplagt julegave og kan købes på arkivet til 400 kr.!

Egnsarkivet har ny åbningstid fra 1. september
Tirsdage fra kl. 15-17

Videoaften 2.november 2017

Succesen sidste år med at vise en af de gamle Solbjergrevyer følges nu op af en ny videoaften d.2.november kl.19.30, hvor støtteforeningen sammen med arkivet viser Solbjergrevyen fra 1996: ”Humørspalten 3 – 15 års jubilæum”. Det foregår i Lokalcentret. Tilmelding til Lisbeth Andersen tlf.86927780 eller mail:

Minder og markedsdag

Markedsdagen d.26.august trak mange gæster i det gode vejr, og også arkivets stand tiltrak igen i år en del besøgende, der fordybede sig i ”smagsprøver” fra arkivet i form af scrapbøger og gamle dokumenter og billeder, der var udstillet, og fik mangen en snak med personale fra arkivet – og med hinanden. Og hæfterne og Solbjergbøgerne kan stadig købes på arkivet i åbningstiden tirsdag kl.15-17.

Ny arkivleder

I flere år har arkivet været uden officiel leder. Men fra d.1.august har Lis Hauerslev nu kontrakt på, at hun er arkivleder med de pligter og det yderst beskedne honorar, der følger med. Det giver mere orden i geledderne og klarhed både indadtil og udadtil. Og Lis har allerede vist, at hun er god og kompetent til at styre sine tropper.

Medarbejder søges

Arkivet mangler en person m/k til scanning af billeder et par timer on ugen. Jobbet kan sagtens være midlertidigt. Er det noget for dig, så henvend dig til arkivet.

Næste udstilling på arkivet

Arkivets næste udstilling vil komme til at handle om Hovedgaden før og nu. Hvis der er nogen med bopæl på Hovedgaden, der bekymret bemærker ”fremmede”, der tager billeder af deres hus, skal de ikke ane uråd. Det er sandsynligvis frivillige fra arkivet, som forbereder vores næste udstilling!

Generalforsamlingen i Støtteforeningen for Solbjerg og Omegns lokalhistoriske arkiv

torsdag den 27. april 2017 kl. 19.30.

 Dagsorden iflg. vedtægterne

 

  • Valg af dirigent
  • Beretning fra formanden
  • Beretning fra arkivet
  • Forelæggelse af revideret regnskaber
  • Valg til bestyrelsenEdith Stoltenborg – villig til genvalgLis Hauerslev – villig til genvalg
  • Hanne Hedegård
  • Jørgen Christensen – villig til genvalg
  • På valg er:
  • Valg af 2 suppleant
  • På valg er: Gunnar Hauerslev og Harriet Rasmussen. Begge er villige til genvalg.
  • Valg af revisorer
  • På valg er: Lisbeth Balskilde og Svend Arne Magnusson. Begge er villige til genvalg.
  • Eventuelt.

 

 

Lis Hauerslev bød velkommen til 26 medlemmer og gav en kort orientering om aftenens forløb.

Valg af dirigent     Gunnar Hauerslev foreslået . Formaliteterne til generalforsamlingen fundet ok.

  • Beretning v/formand  Lis Hauerslev  sagde farvel til 3 bestyrelsesmedlemmer og  goddag til 2 nye. Bestyrelsen har bestået af 6 medlemmer i det forgangne år, hvoraf der de sidste fire år har været 7 medlemmer. Foreningen talte pr. 31.12. 16. – 183 medlemmer fordelt på 115 adresser. Tilbagegang på 6 medlemmer, 3 nye er kommet til 8 udmeldt og 1 person er afgået ved døden. Som æresmedlem er der Åge Domino, Harriet Rasmussen og Minna Sørensen. Vi deltog i markedsdagen på Lokalcentret. Turen til Håndværkermuseet i Randes, som var planlagt i september blev aflyst, grundet for få tilmeldinger. Julefrokosten 2016, var lidt ekstra vedr. maden, grundet arkivets jubilæum, det skulle fejres. Menuen bestod af tre retter mad, hvor der ellers bliver serveret smørrebrød. Julefrokosten blev holdt på Fritidscentret. Videoaften i Lokalcentrets cafe med gammel Solbjerg Revy fra 1991, som hed PLAKATTEN. Der deltog 35 personer og det må gerne gentages med andre gamle Solbjerg Revyer. Årets hæfte har to historier nemlig arkivet gennem 50 år og Solbjerg Haven. Lene Sepstrup og Karen Larsen har skrevet Solbjerg Haven og Lis Hauerslev har skrevet om arkivet. Jørgen Christensen og Gunnar Hauerslev har stået for redigeringen og trykning af hæftet. Hvor skal sensommer turen gå hen? Spørgsmålet blev givet til medlemmerne og et forslag var- en tur til Fruering-Vitved og se de sammenbyggede gårde. En TAK til medarbejderne for deres indsats, hvor der har været rigelig med opgaver. Der kan sagtens bruges flere hænder i arkivet, hvis nogen kunne have lyst. Der blev opfordret til brug af arkivet og hvis nogen ligger inde med gamle billeder modtager vi gerne.
  • Beretning fra arkivet v/ Lene Sepstrup, som gav en fin beskrivelse af arbejdet i arkivet. Der sker positive ting, der lykkedes og giver arbejdet glæde. Der er mange tilfredse kunder i butikken. Arkivets arbejde kan være ret kompliceret og kræver tålmodighed. Der er stor hjælp ved IT- manden Jørgen Christensen. Tak for det. Populær er vores hjemmeside, for antallet af besøgende er steget fra sidste år fra 3112 til 9432. Dokumenter på nettet er ikke så interessante for bruger, her kan kun ses de findes på arkivet. Dokumenternes ordlyd, er nemlig ikke tilgængelig på nettet. Der skrives klumme til Solbjerg Nu. Der har været ophængt gamle Solbjerg gårde i cafeen på Lokalcentret og det var en stor succes. Der har været medarbejdermøde på Dok1, hvor stadsarkivet nu har lokaler, samme bygning som hovedbiblioteket. Arkivudvalget stod for mødet og fordeler tilskud. De arkiver der udviser mest initiativ får flest penge, en gulerod. Selvfølgelig skal man vise eksistensberettigelse for at bevare fortiden for eftertiden. TAK til alle hele vejen rundt – også til Støtteforeningen.
  • Forelæggelse af regnskab Jørgen Christensen fremlagde regnskab for Støtteforeningen, grundet jubilæum er underskud kr. 4.056. Bemærkning fra revisorerne, regnskab godkendt og revideret. Regnskabet er ¾ årlig, men fremover vil regnskabsåret gå fra januar til januar. Regnskab fra arkiv blev fremlagt af Lis Hauerslev, ligeledes revideret og godkendt.
  • Valg til bestyrelsen – På valg var Edith Stoltenborg, Jørgen Christensen, Lis Hauerslev og Hanne Hedegaard. Alle undtagen Hanne Hedegaard ønskede genvalg.Høisgaard tager kontakt til Peter Klausen.
  • Nyvalgt blev:  Jytte Kristensen, arbejder frivilligt i arkivet og Peter Klausen, Løjenkær. Peer
  • Valg af suppleanter – På valg Harriet Rasmussen og Gunnar Hauerslev – begge blev genvalgt
  • Valg af revisorer – På valg Lisbeth Balskilde og Svend Arne Magnusson – begge blev genvalgt
  • Evt.  Der blev drukket kaffe og te –spist kage.

Efter kaffen var det Finn Krogslund Jensen, der fortalte i korte træk om familien, der kom til at bo i Solbjerg, glæden ved det og ”alt” hvad Finn har været  med til at udvikle. Dette kunne lade sig gøre ved det gode bagland han havde, nemlig Aase. Det var en fin beskrivelse om Finn med familie og Solbjerg.

 

 

 

 

 

 

 

  •  Lis gav en god beskrivelse af projektet ”Giv det videre 2017” til medlemmerne www.givetvidere2017.dk  og vi andre har det beskrevet fra referat af 3. april 2017. Arkivet er tilmeldt dette projekt. Derfor vil alt det, der indsendes og skrives om, tilhører Solbjerg arkiv, få mulighed for at samle op.

Ref. Lisbeth Andersen

Generalforsamling i Støtteforeningen for Solbjerg og Omegns Lokalhistoriske Arkiv torsdag d. 27.april kl.19.30.

Støtteforeningen indkalder hermed til generalforsamling torsdag d.27.april kl.19.30 i bibliotekets lokaler (Kærgårdsvej 4, i skolens kælderetage).

Dagsordenen er i følge vedtægterne, som kan ses på vores hjemmeside: www.egnsarkivet.solbjerg.dk under punktet Støtteforening.

På valg til bestyrelsen er i år Edith Stoltenberg, Lis Hauerslev, Jørgen Christensen og Hanne Hedegaard, hvoraf tre er villige til genvalg. På valg som suppleanter er Harriet Rasmusen og Gunnar Hauerslev samt revisorerne Lisbeth Balskilde og Svend Arne Magnussen.

Efter generalforsamlingen vil Finn Krogslund Jensen, mangeårig formand for idrætsforeningen og medlem af Fællesrådets repræsentantskab, fortælle om sit liv i og med Solbjerg, hvor han har boet i 50 år.

Samme aften forventer vi at være klar med årets hæfte, som uddeles til medlemmerne ved kontingentindbetalingen.. Det vil senere kunne købes af ikke-medlemmer. Medlemskab koster 50 kr. pr. enkeltperson og 80 kr. for en familie. I år handler hæftet om Solbjerghavens historie og om arkivets første 50 år i tilknytning til jubilæumsudstillingen.

Gravsten i de fire sogne i Solbjerg

I disse år gennemfotograferes de fleste kirkegårdes gravsten i Danmark. Billederne lægges på nettet, så slægtsforskere og andre interesserede nu også har denne mulighed for at finde oplysninger frem om deres familie. Det sted, man kan finde de fleste, har adressen www.findengrav.dk, hvor man kan taste den pågældende kirkegård ind, hvorefter man vælger et navn ud fra en alfabetisk liste. Men det er ikke alle, man kan finde ad den vej. I Solbjergområdet drejer det sig om kirkegårdene i Astrup, Hvilsted og Tulstrup. Søger man et gravsted på Tiset kirkegård, skal man til hjemmesiden: DIS-gravsten: gravsten.dis-danmark.dk, hvor man skal indtaste oplysninger i en formular for at finde personen og derefter klikke på navnet for at komme frem til gravstenen. Alle disse kirkegårde er blevet fotograferet i løbet af 2015 og 2016. Der kan også linkes fra arkivets hjemmeside under links.     http://www.egnsarkivetsolbjerg.dk/links/

Giv det videre – Historier om Danmark – 2017

2017 står i historiens tegn over hele landet. Kulturstyrelsen, Nationalmuseet og Danmarks Radio samarbejder under overskriften Historier om Danmark om at sætte fokus på danskernes historie. Danmarks Radio sender i løbet året en række udsendelser om Danmarks historie med Lars Mikkelsen som værten, der leder seerne gennem 11 nyproducerede afsnit om Danmarks historie fra oldtiden til vor tid. En række museer har fået bevilling til at lave en stribe projekter, og mange skoler vil også tage del.

Arkiverne er naturligvis også involveret, og de koncentrerer sig om at indsamle erindringer, og her kan du også være med! Grundideen er en hjemmeside www.givdetvidere.dk, hvor alle og enhver kan uploade sine erindringer, så de kan gives videre til eftertiden. Man kan gå ind på forskellige emner og få en skabelon om ønsket, og der kan vælges mellem Fritekst, Interview, Min mor, Skolegang, Ferie, Før og nu og Video. Man kan også vælge at blive interviewet, evt. af arkivmedarbejdere.

Hjemmesiden er oppe hele 2017, og mens den er aktiv, er erindringerne offentligt tilgængelige. Når året er overstået, og hjemmesiden lukkes, skal erindringerne selvfølgelig ikke slettes. Målet er, at de skal indgå i de arkiver, hvor det erindrede hører til. Derfor skal de, der indsender erindringer, vælge et arkiv, de vil aflevere til, i jeres tilfælde selvfølgelig Solbjerg.

Hele projektet er inspireret af Aarhus som kulturhovedstad 2017, som med Stadsarkivet som primus motor har søsat erindringswebsitet: www.2017aarhusianere.dk (gentænk dit liv med 2017 aarhusianere), hvor man allerede kan se mange beretninger og søge inspiration.

Vi følger op på projektet i løbet af året og håber rigtig mange i vores lokalområde vil bidrage!

Egnsarkivet 50 års jubilæum den 12/11-2016.

Besøg Solbjerg og Omegns Lokalhistoriske arkiv på biblioteket Kærgårdsvej 4

Vi holdt åbent hus fra kl. 12 – 14 og hvorefter der er reception til kl. 16 Egnsarkivet er vært med et lille traktement

Du har mulighed for:

  • Se hvad vi ved om din familie eller ejendom
  • Se hvad vi gemmer på vores fjernarkiv
  • Se udstillingen om Arkivets virke gennem 50 år
  • Se diverse film feks.
  • Solbjerg 100 års jubilæum

Gymnastikopvisning fra 1932-1949, 1954, 1991
Byvandring i Solbjerg 1995 v/Th. Schultz

Venlig hilsen Solbjerg og Omegns Lokalhistoriske arkiv

I forbindelse med sammenlægningen af de fire sogne til Solbjerg Kommune i 1963, fik Gerda Reppke og Th. Schultz ideen til et lokalhistorisk arkiv. I juni 1966 blev der af sognerådet nedsat et arbejdsudvalg og indsamling af materiale begyndte i efteråret samme år. Solbjerg og Omegns lokalhistoriske arkiv blev en realitet, og der blev stillet et lokale til rådighed under Solbjerg Skolen.

Der er i løbet af de 50 år indsamlet masser af materiale, både billeder og arkivalier som fortæller Solbjerg og omegnens lokalhistorie.

Det fejrer vi den 12/11-16, hvor vi holder åbent hus fra kl. 12.00. Her vil der være mulighed for at se, hvad vi gemmer på hylderne og i skufferne, og i vores ”baglokalet”, hvor vi bl.a. har mange gamle kassebøger fra egnes for længst nedlagte forretninger.

Der vil blive vist film fra Solbjerg by 100 års jubilæum, Th. Schultz byvandring i Solbjerg i 1995, m.m. og vi viser også arkivets historie i form af en udstilling med billeder og avisudklip.

I tidsrummet fra kl. 14 til 16 holdes reception, her vil Harriet Rasmussen fortælle om Arkivets virke gennem de mange år.

Egnsarkivet er vært med en lille forfriskning.

Sensommerturen er planlagt til Randers Håndværksmuseum.

(måtte desværre aflyses på grund af for få tilmeldinger)
Lørdag den 24. september 2016 kl 1200

Randers Håndværksmuseum ligger på Lille Rosengade 2 i Randers.

23 værksteder er indrettet i det mere ind 120 år gamle pakhus. Museet blev åbnet i 1996 og rummer de klassiske håndværk som – smedfagene- træfagene, samt murer, maler og bogtryk. Et besøg med oplevelse.

Vi mødes på parkeringspladsen ved Solbjerg Skole kl. 12 og kører i privatbiler til Håndværksmuseet, hvor vi har ca to timer til rådighed. Museet har ferielukning i skrivende stund og derfor er det uvist om man kan få en guide.

Kl. 15.30 er der bestilt kaffe med kringle og lagkage på Hvidsten Kro, som ligger ca 15. min. kørsel fra museet mod nord.

Tilmelding til Jørgen på telefon 86927935/21672422. Ved tilmelding gives der besked om man selv køre og hvor mange man evt. kan tage med, eller om man skal køres.

Prisen for denne spændende eftermiddag er kr. 100,00 + betaling til chaufføren for kørsel.
Betalingen opkræves på dagen. Tilmelding senest fredag den 9. september 2016.

www.museumoj.randers.dk/udstillinger/randers-haandvaerksmuseet/

MARKEDSDAG PÅ LOKALCENTER SOLBJERG LØRDAG DEN 21. AUGUST KL 1000

Vi medbringer billeder fra Lokalcentrets start… fjernsynskameraet vil vise billeder fra aktiviteter fra dengang det hed Plejehjemmet Elmevang. UDSTILLING  I CAFÈEN PÅ LOKALCENTER SOLBJERG af byens gamle gårde… spændende.

På arkivets vegne Lisbeth Andersen

Solbjerg Egnsarkiv ønsker alle en god sommerferie.

Arkivet holder sommerferielukket hele juli måned sammen med biblioteket.
Den første åbningsdag på Arkivet efter sommerferien er mandag den 1. august.

Generalforsamling i Støtteforeningen for Solbjerg og Omegns Lokalhistoriske Arkiv den 12. april 2016

Dagsorden ifølge vedtægterne.

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning fra formanden
  3. Beretning fra Arkivet
  4. Fremlæggelse af revideret regnskaber
  5. Forslag fra bestyrelsen – ændringer af vedtægter
  6. Valg til bestyrelsen (På valg er: Knud Møller Andersen, Thora Jensen, Linda Svendgaard)
  7. Valg af 2 suppleanter (På valg: Harriet Rasmussen og Bjarne Lampe) Harriet er villig til genvalg
  8. Valg af revisorer (På valg: Inga Fast Hansen og Lisbeth Balskilde) Lisbeth er villig til genvalg
  9. Eventuelt

Lis Hauerslev bød velkommen til Generalforsamlingen den 28. af slagsen.

Ad 1) Gunnar Hauerslev blev foreslået og valgt. Han konstaterede at generalforsamlingen var lovlig, gyldig og beslutningsdygtig.

Ad 2) Lis konstaterede at antallet af medlemmer var 189 medlemmer fordelt på 120 adresser og med kun et æresmedlem tilbage nemlig Aage Domino.

Lis fortalte om samarbejdet med Solbjergskolens i forbindelse med deres 50 år jubilæum, hvor vi havde lavet en udstilling om de 8 små skoler, der blev til Solbjergskolen. Om selve dagen hvor der var ballonopsendelse, og hvor Arkivet fik overdraget en ”Tidskiste” som vi skal opbevare i 25 år.

Bestyrelsen stillede med to medlemmer , og Arkivet stillede også med to medlemmer på Markedsdagen i Lokalcentret. Standen havde haft mange besøgende. Lis fortalte om vores sensommertur til ”Brunkulslejrene i Søby”, hvor 24 personer havde valgt at bruge en dag. Først ved Rørbæk Sø, så et foredrag om tilblivelsen og produktionen af brunkul og ”de skæve eksistenser i lejren”, besigtigelsen af ”husene”, for at slutte af med kaffe og lagkage.

Lis omtalte hæftet om ”Ungdomsskolen i 50 år”, som blev på 40 sider, og som udgives i forbindelsen med Generalforsamlingen. Hæftet er skrevet af Kai Petersen mf. og Lis takkede ham for hans store arbejdsindsats.

Lis fortalte om kommunes planer med at lægge Skole- og Folkebibliotekerne sammen og lave et medborgercenter. Planerne var ”lagt lidt på is” for øjeblikket pga. pengemangel.

Lis Hauerslev takkede Minna Sørensen, der havde valgt at stoppe på arkivet, for det store arbejde hun havde lavet for arkivet. Lis takkede også de øvrige medarbejdere for deres arbejdsindsats i det forløbne år.

Lis opfordrede medlemmerne til at bruge arkivet og at arkivet godt kunne bruge flere medarbejdere.

Formandens beretning blev godkendt.

Ad 3) Lene var desværre blevet syg, så Harriet læste Lenes beretning fra Arkivet op.

Medarbejderne Jørgen, Lis, Flemming, Mogens og Lene arbejder med at digitalisere arkivalier og billeder til Internettet på Arkiv.dk. Jørgen styrer desuden vores hjemmeside. Gunnar Hauerslev har overspillet VHS-bånd til DVD for os, og de er nu også lagt ind på arkiv.dk.

Lis fungerer som vores kontaktperson til det offentlige, da vi ikke har en officiel leder.

Karen og Harriet arbejder med slægtsforskningen. Harriet har dog haft en pause her i vinter for at skrive sin egen slægts historie, men vender nu tilbage med fornyet kraft.

Minna der har taget sig af vores udklip har nu af personlige årsager valgt at stoppe – en tak for et stort arbejde.

Folk der har besøgt Arkivet fysisk er blevet færre, men til gengæld er kommet et større antal forespørgsler via e-mail og arkiv.dk. Arkiv.dk har nu publiceret 1,2 mill. billeder, og 890.000 personer har besøgt denne hjemmeside. Heraf har 4162 besøgt vores side på arkiv.dk, og 3120 har besøgt vores egen hjemmeside.

Lene omtalte Udstillingen på Aarhus Rådhus i forbindelse med Rådhusets 75 år jubilæum. Samarbejdet i arkiverne i Aarhus Syd. Årsmødet for Arkiverne i Aarhus 2015 også på Rådhuset. Solbjergskolens 50 års jubilæum. Markedsdagen på Lokalcentret d. 22. aug.

Lene takkede for et godt samarbejde med Støtteforeningen:

Ad 4) Regnskaberne blev fremlagt både fra Støtteforeningen og fra Arkivet. Overskuddet i Støtteforeningen

var på 3.810 kr. og der var et lille underskud på Arkivets resultat på 726 kr.

Begge regnskaber blev godkendt.

Ad 5) Forslag fra bestyrelsen – ændringer af vedtægter.

Der blev indføjet en ny §8 og de øvrige vedtægter rykker en tak. Vedtægtsændringerne er fordi banker og skat forlanger, at der skal stå en forening bag med eget CVR-nr.

Vedtægtsændringerne vil fremgå af vores hjemmeside: http://www.egnsarkivetsolbjerg.dk/

Ad 6) På valg var: Knud Møller Andersen, Thora Jensen, Linda Svendgaard og ingen af disse ønskede genvalg.

Nyvalgt er Lisbeth Andersen og Per Højsgaard, så bestyrelsen består nu af 6 personer.

Ad 7) Valg af 2 suppleanter. På valg: Harriet Rasmussen og Bjarne Lampe – Harriet var villig til genvalg.

Harriet Rasmussen genvalgt – nyvalgt Gunnar Hauerslev.

Ad 8) Valg af revisorer. På valg: Inga Fast Hansen og Lisbeth Balskilde – Lisbeth var villig til genvalg.

Lisbeth Balskilde genvalgt og nyvalgt blev Sv. Arne Magnussen.

Ad 9) Der arbejdes med vedtægterne så Arkivets regnskab også optræder i vedtægterne. Vedtægtsændringerne skal være klar til næste års generalforsamling.

Lis takkede de afgående bestyrelsesmedlemmer og især Linda, som i mange år havde kasser i Støtteforeningen. Der var også en tak til Kai Petersen for det glimrende arbejde med udarbejdelsen af vores hæfte ”Ungdomsskolen i 50 år”.

Efter kaffen holdt sognepræst fra Tiset, Jette Rosenberg Christiansen et glimrende foredrag om ”historien, erindringen og fortællingens indflydelse på vores liv” og fik både indflettet Halfdan Rasmussen og HC Andersen.

Solbjerg NU maj måned

Egnsarkivet afholdt generalforsamling d. 12 april og i den forbindelse fik medlemmerne udleveret årets hæfte. Hæftet omhandler i år ”Ungdomsskolen i 50 år” og er skrevet af tidligere klub- og ungdomsskoleleder Kai Pedersen sammen med nuværende og tidligere skole- og klubmedarbejdere.

Der er nok ikke en eneste person, der er vokset op i Solbjerg, som ikke har haft en eller anden forbindelse til Ungdomsskolen eller Klubben i Solbjerg og kan snakke om oplevelser herfra.

Fisketure, elektronik, knallertkørekort, motocross, sejlture, musikbands, SUK, udenlandsture, vildmarksture, bodybuilding, Sunhill Vice, Musical Syd og Solbjerg Dagen og Festivallerne.

Ja minderne vælder nok frem på mangen en Solbjerg borger.

Hæftet består af 40 sider, og kan nu købes i løssalg for 25 kr. på arkivet i åbningstiden mandage fra kl 15-17.

Lokalarkiverne i Aarhus har haft en plancheudstilling i forbindelse med at Aarhus Rådhus fejrede sin indvielse for 75 år siden i 1941. Udstillingen kunne ses på Rådhuset fra d. 4.-9. april.

Planchen fra Arkivet i Solbjerg beskrev udviklingen af Solbjerg ” Fra Landsby til forstad” og beskriver udviklingen gennem en billedserie med undertekster bl.a. udviklingen da Solbjergskolen kom og omfartsvejen langs søen.

Skulle du have interesse i slægtsforskning i Solbjerg eller omegn er du meget velkommen til at besøge arkivet og høre, om vi har noget. Men du kan også prøve Internettet på www.arkiv.dk, og se om du er heldig, vi har fået oplysninger indkodet her. Vi mangler stadig at lægge en del materiale ind på hjemmesiden.
Du kan også kontakte os via e-mail egnsarkivet@ofir.dk.

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.